En tekstforfatters glæder og genvordigheder
Af Palle Juul Holm
 |
Palle Juul Holm |
Carsten opforderede mig for nogen tid siden indtrængende til at skrive noget om tekstforfatterens (= min) oplevelse af de syv år med bandet. Ganske vist angiver Carsten i brødteksten, at bandet levede og arbejdede fra 1988 til 1994, hvilket kun giver 6 år. Men inden The Live Museum kom på scenen, gik der immervæk en rum tid med forberedelser, møder, øvelokale og øl fra den eftermiddag, da en endnu ung og endnu genert Carsten Poulsen dukkede op på mit værelse i Godthåbsgade med en undskyldende flaske rødvin i hånden og spurgte mig, om jeg muligvis kunne tænke mig at skrive nogle tekster til det band, han spillede i på det tidspunkt. Einsteins Paradis hed det.
Opfordringen til at bidrage til TLMs hjemmeside kan nu nok oversættes til: Palle, jeg er i stofnød og har i forvejen et stort arbejdspres, mens du lissom ikke rigtigt har noget at lave så ... eh?
Jeg gik med til at levere et bidrag, omend ikke uden betænkeligheder. Lad mig springe til betænkelighederne med det samme.
For det første er jeg i tvivl om, hvad der forventes. Jeg er ikke musiker og kan derfor ikke skrive om bandets musikalske udvikling (det har Carsten jo også allerede gjort). Jeg kan naturligvis berette om mine tekster og deres skæbne og om hvad (og måske især: hvem!), der inspirerede mig til at skrive dem. Men hvem er interesseret i finesserne ved tilblivelsen af en rocktekst, og hvem gider læse om en ukendt lyrics writers privatliv? Hvis ikke Dante og Botticelli var berømte i forvejen, hvem gad så høre om Beatrice Portinari og Simonetta Vespucci?
Jeg mødte for nogen tid siden en ung mand på et værtshus, som jeg med, hvad jeg selv opfattede som glødende veltalenhed, begyndte at fortælle om en fælles bekendt. ”Jeg værdsætter den entusiasme, hvormed du taler om NN. Men det er ikke interessant”, afbrød han mig. Det var skræmmende og lærerigt.
For det andet vil en sådan beretning om min tid med bandet rippe op i både det ene og det andet. Det var en tid, som menneskeligt og kulturelt lærte mig meget, som jeg siden har haft glæde og nytte af. Og jeg fik i bandsammenhænge grundlagt nogle venskaber, som jeg ikke ville have været foruden. Derfor gør det også ondt at hente den tid op og støve den af. Jeg savner den stadig, savner dopaminrusen, når jeg stod op midt om natten for at skrive en tekst ned, jeg i halvsovende tilstand havde fået ideen til – og det lykkedes. Savner at se unge par danse til den tekst, jeg måske få dage i forvejen havde brygget sammen af min egen umulige forelskelse, savner lyden af bandbussens hjul hen over vejbelægningen, mødet med nye spillesteder og byer og musikere. Og meget hurtigt efter bandets opløsning var jeg syg efter at skabe noget, der også var resultatorienteret, noget der kunne kommunikeres ud. OK, det førte så til, at mine tekster blev erstattet af en novelleeruption, der fandt sin plads i en novellesamling og i et par antologier (1999, 2007 og 2009). (Om ikke andet, så havde arbejdet med teksterne slebet mit sprog).
Og så savner jeg selvfølgelig, som vi alle gør det, Gert. Også i dén grad!
For det tredje er der sådan set ikke så meget at skrive om, nu da Carsten veloplagt har klasket kød på et skelet af en timeline. Derpå lignede vores tilværelse nok verdenhistorien, der vist også har budt på mere hverdagstrummerum end på peak experiences som Alexander den Store, Napoleon å så´n.
Men altså: Carsten kom med en flaske rødvin og en forepørgsel. Og hvorfor kom han nu til mig?
Først og fremmest, fordi jeg var i byen (Odense), dernæst fordi han ad kringlede veje (Gert eller Klaus Joahansen?) havde fået fingre i en tryksag: ”Rundt om Palle Juul Holm”, som science fictioneksperterne Niels Dalgaard og Ellen M.Pedersen havde udgivet for egen regning og risiko. Heri var der et par digte bla. vistnok en rocktekst, som oprindelig var skrevet til et band i Østjylland med det ganske rammende navn Skjoldelev Savværk. Det var enten den eller en af de andre tekster – digte – der havde fået Carsten på den tanke, at der måske her var en mulighed for at finde en tekstforfatter til Einsteins Paradis.
Jeg var ikke afvisende over for tanken. Ganske vist faldt musiken fra Einsteins Paradis ikke specielt i min smag, og jeg var først indstillet på at stille sagen i bero, da EP blev opløst og et nyt band forsøgsvis raflet sammen – som man også kan læse i Carstens tekst.
Som sagt havde jeg allerede inden jeg kom til Odense skrevet tekster til et band; men også dét samarbejde havde sin historie, eftersom den drivende kraft i Skjoldelev Savværk var en af mine gamle elever fra Maribo, sammen med hvem jeg i slutningen af 60´erne eller begyndelsen af 70´erne havde snedkereret en tematisk rockkoncert sammen (”Hommage to a Heartsease”). (Hun hed Hjørdis, havde lange, bronzefarvede krøller, øjne så blå som en gammeldags kaffekande, øjenvipper på ca. en halv meter og en galakse af fregner hen over næseryggen. Men det kommer for resten ikke jer ved!)
I øvrigt havde jeg skrevet digte siden jeg var syv; men jeg skal spare jer for smagsprøver.
Der var også en gevaldig opmuntring for en digter med glæde ved musik i de sange med meningsfulde ekspressionistiske eller surrealistiske tekster, der blev lanceret af f.eks. Bob Dylan i de år. For mig, der trods mine affældige 36 år, surfede på hippiebølgen, var de en åbenbaring. De undlod nok heller ikke i nogen grad at påvirke mine egne produkter – undertiden måske i højere grad end det var en fordel for musikerne.
Faktisk havde jeg uden held forsøgt at finde frem til en musiker/et band, som jeg kunne arbejde sammen med, så Carstens tilbud kom svært tilpas – og i min noget hullede erndring er de første billeder på min indre skærm - efter dét af Carsten med vinflasken – dels et møde med Carsten d. 22. maj om eventuelt samarbejde, hvor vi imidlertid mest hørte Laibach, dels herretoilettet på Cafébiografen, hvor de involverede musikere + jeg holdt møde, i serveringslokalet altså, ikke på toilettet, hvor jeg stod med panden lænet mod de kølige hvide vægfliser, mens jeg slap aftenens øl fri og følte mig næsten lykkelig. Og dernæst: bandets første øvelokale i en gammel industribygning i Kottesgade. Trangt, mørkt og skummelt og, om jeg husker ret, med tremmer for vinduerne. Men det var et fucking øvelokale, og jeg var igen saligt tæt på det gloriøse rockmiljø.
Og så havde jeg igen i bedste – værste! -1800-talsstil fundet mig en muse: sød, skrøbelig og kompliceret, og i et par år væltede det ud af mig med tekster, der snart talte beskyttende til hende, snart var pisseirriterede. Den første anvendelige tekst overhovedet var, om jeg husker ret, ”The Answer”, og det er også den ældste af mine tekster, der foreligger indspillet. Med samme adresse, men nok et halvt år senere skrev jeg ”Make-Believe Girl”, der have ganske anderledes kant og harcellerede over damens New Age tilbøjeligheder. En oversættelse af et et par år ældre digt er det dybt depressive ”Abscence” fra samme periode: den absolutte ensomhed, fravær af selv fravær. Ingen er gået, fordi ingen har været her!
Og så var det i øvrigt de mest forskellige steder, jeg hentede inspiration til teksterne. I et rockleksikon nævnes det, at de fleste af mine tekster har science fiction temaer. Men rent faktisk er mine science fiction tekster ganske få. Enkelte af teksterne er snarere beslægtet med horrorgenren, f.eks. splatter-pornonummeret ”We´rewolves”. Andre tog deres afsæt i en drøm; ”The Shaft” er en af dem. I drømmen meldte jeg mig – efter længe forgæves at have ledt efter min drømmekvinde - frivilligt til at lade mig hejse ned i en mineskakt, blot for ved en afsats et stykke nede at se hendes ansigt. Og så brast bærekablet!
Kimen kunne være et fotografi et tidsskrift. Således så jeg på et tidspunkt et gammelt fotografi med en udsigt fra et gammeldags sejlskib ud over et vildt bølgende hav. Det varede lidt, før det gik op for mig, at den bjerkæde, jeg kunne ane i baggrunden, ikke var det frelsende fastland, men en gigantisk vandmur på vej mod skibet. Det blev så til ”Wall of Water”. En næsten science fiction tekst er ”Do You Read Me?”, hvis jegperson er en pilot, der er ved at styrte med sit fly, efter at have opdaget, at Jorden er kvindelig! (Og flyet borer sig så ind i den som et spermarozo i et æg!). I ”Slow Light” har jeg stjålet med arme og ben fra Baudrillard, der et sted udbreder sig om, hvordan vi ville opleve det, hvis lyset ændrede hastighed (eller frøs fat).
Et par af teksterne har en tragisk baggrund.
En sen oktoberaften i 1951 blev jeg ringet op af en meget god ven, som tryglede mig om at komme og besøge ham. Men jeg var træt og afslog; og to dage senere fortalte man mig, at han havde begået selvmord samme nat! Den oplevelse lagde bunden til ”Calls In Vain” – og senere til ”Once More”, som jeg selv synes er en af mine bedre, mest afrundede tekster.
Drukneulykken i ”Drowning”, hvor den nødstedtes oprakte arme blev opfattet som en vinken, en hilsen til nogen på land, har jeg selv været vidne til en blå og skumhvid augustdag på Bornholm. Den har ædt sig fast, nok ikke mindst, fordi noget tyder på, at jeg var den første, der bemærkede den druknende – uden at reagere.
Også mindre dramatiske, men sære oplevelser kunne give stødet til en tekst. En smuk majmorgen så jeg eksempelvis på min vej til bageren en mand på det modsatte fortov, der stille og roligt kom gående med tårerne strømmende ned over kinderne. Det blev så til ”Pass On the Tears”.
Ikke så helt få af mine tekster, både de, der blev sat i musik og dem, der ikke blev, så vel som digte og novellepassager står i gæld til Elie Wiesels bog med portrætter og legender fra de chassidiske østjøders nu forsvundne samfund, ”Den evige glød”. Fortællingen om rabbien (Mendel Morgenstern), der vidste, at Messias havde været hos ham for at gæste ham, fordi han kunne høre hans fodtrin klinge bort, blev for mig en lignelse om det familieliv, der tonede bort efter en skilsmisse (”Footsteps”).
En ædruelig ytring af Carsten efter Tour Rock: Next stop reality, fik jeg også sat på rim og rytme – men den blev aldrig sat i musik. I hvert fald blev den ikke spillet. Ærgerligt nok – for hans bemærkning var på mange måder profetisk.
Jeg tror nok, at Den Gamle Redacteur også helst vlle have, at jeg leverede nogle hylemorsomme anekdoter fra vort bandsamvær. Men Carsten har jo allerede i sin tekst fyret de fleste af dem af. Bortset fra øveaftnerne og koncerterne, berstod min kontaktflade til bandet også først og fremmest af Gert og Carsten, og det er næppe mine hyggeaftener med de to, der har interesse. Jeg kunne godt fortælle nogle forrykte historier fra den tid (f.eks. om pigen der kvalte sin kat og lagde den i en dybfryser) men de har ikke så meget med bandet at gøre.
Et problem for bandet var det, at jeg først og fremmest var opsat på at udtrykke den idé, der havde bidt sig fast i mig, så godt som muligt. I virkeligheden var jeg digter og ikke tekstforfatter og yderligere handicappet af, at det var (og er) mig komplet umuligt at sætte tekst til en melodi. Nu er musikere sjældent ordmennesker (ellers ville de have været digtere eller forfattere og ikke guitarister eller bassister), så jeg døjede ofte med en følelse af, at mine tekster ikke blev værdsat efter, hvad jeg opfattede som fortjeneste. Det skete mere end én gang, at en tekst, der lagde op til en melankolsk, melodiøs ballade blev parret med en hurtig, vild og larmende melodi. Undertiden blev linjer pillet ud eller gentaget uden hensyn til indholdet, og mine protester blev som regel fejet af bordet med noget, der kan koges ned til: Hvem fanden interesserer sig for teksterne? (Et argument, jeg allerede var blevet udsat for i Skjoldelev Savværk og efterhånden godt kunne bringe mit pis i kog). Desuden havde Geert svært ved at huske teksterne (måske fordi de rummede for mange ikke-almindelige ord) og havde en charmerende evne til at forlægge tekstarkene. Igen og igen. Der er tekster, jeg ikke selv har noget eksemplar af. Og – en advarsel til kommende tekstforfattere – undgå så vidt muligt at skrive kærlighedsdigte. Du er for tæt på bandet: de kan ikke tage dem alvorligt eller de giver sig til at korrekse din opfattelse af den givne udkårne eller din holdning til kvinder i al almindelighed. Folk (in hoc casu musikerne) kan leve med tekster om kvinder, de ikke kender: Bob Dylans, Howe Gelbs, Guy Kysers: de er tomme rammer, som folk selv kan sætte ansigt på. Men skriver du om nogen, de har drukket øl sammen med, er du på mineret område.
Noget siger mig, at der her er tale om en mikrosocial kontrolmekanisme.
Men alt i alt var de syv år – og deres follow-up periode med det genopstandne (gengangeragtige?) band – en meningsgivende tid for mig. Og en læretid. Uden den havde jeg aldrig følt det som en nødvendighed at skrive mine noveller, og det havde heller ikke været en mental nødvendighed. Uden den havde mit venskab med Gert og Carsten heller ikke fået den fylde, det fik – var måske aldrig blevet etableret.
Og noget meget vigtigt: De år drejede sig jo ikke blot om de involveredes personlige udvikling eller velbefindende. Musikken havde nogle værdier i sig selv, var original og skabte fans overalt i landet – ikke mange, men passionerede. Jeg faldt sågar over en svensk hjemmeside (som jeg ikke kan finde igen – satans!), som havde kåret The Live Museum til alle tiders band! Slå den!
Det var nok det særpræg, som, i forbindelse med Gerts virke i Van Rock og på Rytmeposten, som bidrog til at skabe et musikalsk miljø i Odense i de år, som var forskelligt fra andre danske storbyers, langt mere egensindigt og selvgroet.
Jeg drømmer stadig om, at miljøet og måske sågar bandet eller i det mindste noget, der ligner, skal vokse ud igen som et firbens hale, regenerere efter en ny koncert, et større kulturelt arrangement, you name it.
Jeg klynger mig til håbet om, at alt (og alle) der var noget værd må genopstå, og kan næppe formulere det mere præcist end i det mindedigt, ”Once More”, som jeg i sin tid skrev til min ungdomsven Jep Mehlsen, som også Calls In Vain var tilegnet:
ONCE MORE
Face to face with your headstone
That pocket of cold in the spring
We believe in defiance
In the one unbelievable thing:
That somewhere deep in the ashes
In alien desert ground
Something must wait for the water
Once more to flow and sound
That on the bottom of matter
And light that have stopped streaming
Something we know must waiting
Be sleeping, be dreaming
Waiting for the childhood
Once more to bloom and burn
Waiting for the immaculate spring
Once more to return
PJH 14. juni 2009
